Man bliver ikke just glad for tapetet på mit værelse.... eller jo, det gør man nok. For rødlig er en glad farve... sikkert derfor, jeg altid er glad.
Nej, mine kiwser her på bloggen er simpelthen tapet, der sparker frugt i anus og fanden i krammerhus... og Århus.
Hmm. Men tapet er jo så meget ... tapetsering er måske endnu bedre. Jeg vil gerne tapetsere min computer - i hvert fald låget, fordi den er så grim - og ahorn/træfarvet... hvordan dælen kan Dell finde på at designe deres ældgamle hakkebræt sådan?
Jeg har en Dell Latitude | E6500 - hvis det siger nogen noget... Google er menneskets bedste ven næst efter gaffa-tape næst efter hunden næst efter pruttepuden næst efter ørentvisten næst efter hulahopringen næst efter cerutterne næst efter rollatoren næst efter Mads og Monopolet næst efter den dansende danserinde næst efter vaskekluden næst efter muffins næst efter svensknøglen næst efter dejskraberen næst efter rullepølsemadder. Og joints.
Men et tapet siger vel lige så meget om mennesket som indlægget i éns sko, som man går i til dagligt... hvis man altså køber et indlæg til sine sko. Ellers skal man slet ikke gå med sko.
Der er også mange tapeter i tøjbutikker og i malerforretninger... Røverkøb, for eksempel.
Røv er Køb ... WTF? (Water to Finland, ja... og What the Fog naturligvis)
Ej... måske er tapet slet ikke så vigtigt. cement er grimt og råt og junkie-agtigt.
Jeg er ret træt.
mandag den 28. marts 2011
søndag den 27. marts 2011
Damien, Halt og Horace og ... XDXD
Gongongen lød ... gong-gong-gong-gong-gong ...... gadagong-gadagong-gadagong-gadagong... lyden af hest, hov... en hestehov... og så sprang Horace ned fra Kicker og så sig misbilligende omkring: "Jeg troede, at der var stuvning ... og så skal vi nøjes med tørt kød igen... hvad mener du om det, Kicker?"
JEG ER IKKE EN FISKEHEJRE!!!:D:D
Teemu: "Maybe we can get som barbie-Q ..." (Hva' dælen laver han dér, når han ikke optræder andre steder i historien?)
Damien: (Stirrer på Horace, som om han lige er steget ud fra en film.) "Du skulle vel ikke tilfældigvis have en kuglepen på dig?"
Horace: (Forvirret.) "En ... kugle ... pen? Jeg har da - øhm,skriveredskaber med, hvis du virkelig er trængende."
Damien: (Hæver et øjenbryn.) "Så længe det kan bruges til at udfylde Suduko. Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal vente ret længe på, at ham ... Halt-fyren dukker op."
(Xazal: *DAG*)
Horace: (Småskræmt.) "Eh, det er nok bedst, at du - ehm, kalder ham... Halt bare..."
Damien: "Ja, hvis Halt bare er tilfreds med det."
Halt: "Det kan du lige bande på, at jeg er." (Sarkastisk. Dukker op fra træerne bagved. Det gi'r et sæt i Horace.) "Så du troede, du skulle vente på mig her hele dagen, Damien?"
Damien: (Vender sig roligt om.) "Nåja... jeg har jo siddet her i et parminutter nu, og jeg regnede med, at en "ranger" ville være på pletten før mig. Det glæder mig at møde dig, Halt bare."
Halt: (Hæver øjenbrynet i misbilligelse og knurrer): "Jamen, i lige måde så." (Sætter sig i græsset ved siden af Damien og ruller et kort ud.)
Damien: "Skal vi allerede til at studere kort? Uden kaffe?"
Halt: (Lyser op ved synet af Damiens "termokande" og "plastickrus") "Jeg tror slet ikke, jeg vil befinde mig dårligt i dit selskab, selvom jeg skal udsættes for dine næsvisheder."
Damien: "Beklager. Jeg syntes bare, at jeg måtte være på forkant med spydighederne, da Will advarede mig om dine spydige påfund." (Griner og skænker kaffe op.)
Halt: "Såh? Will "advarede" dig ligefrem."
Damien: "Det er jeg bange for, ja." (Rækker Halt kruset. Så begynder han at grine.)
Halt: "Lad os nu se." (Ruller et kort ud på jorden.)
Damien: (Rynker let på panden og ser på landkortet, hvis aftegninger minder meget om den geografi, han kender, men der er alligevel nogle forskelle.) "Her er Irland ..." (Peger.)
Halt: (Skæver misfornøjet til Damien.)
Damien: (Fortsætter.) "... Og Skotland."
Halt: "Picta."
Damien: (Studerer kortet nøjere.) "Det her må så være Skandinavien, hvor vi har Norge og Danmark." (Lader fingeren løbe hen over nogle imaginære linjer som for at tegne noget, der mangler.) "Her kom vikingerne fra. Nogle store fyre med hjelme besat med horn - eller det med hjelmene er ikke virkeligt - bare noget, man har fundet på at tillægge dem."
Halt: Det er Skandia. "Du skal såmænd nok se det virkelige i hornene på deres hjelme og deres kampevner, hvis du bliver ved med at affærdige deres eksistens som eventyrer."
Damien: "Det er Skandia?" (Ser op.) " Og Picta er Skotland? Eller det, som minder om Skotland? Eller hva'?"
Halt: (Læner sig tilbage med et suk.)
Damien: "... og Nordafrikas ørkenområde."
Halt: (Hæver et øjenbryn.) "Har du tænkt dig at sidde dér og navngive landene hele dagen? Det dér er Arridien (Arida? RA-freaks, help me! (Det var en Xazal-kommentar)), og der holder Bedullinerne til."
Damien: "Beduinerne?"
Halt: (Læner sig brat frem igen.) "Nej, Bedullinerne."
Damien: (Ser uskyldigt på Halt.) "Hvis du siger det, så ... Min geografi er måske ikke, hvad den har været, selvom jeg fik gode karakterer i sin tid." (Smiler og tager en tår af sin kaffe.)
Horace: (Fniser.)
Halt: "Den lærer må have været sindsforstyrret, siden vedkommende kunne give dig en sådan udmærkelse i et fag, du tilsyneladende ikke har gjort dig synderligt meget umage i."
Damien: "Jeg er helt enig, Halt bare ..."
Halt: "Halt!"
Damien: "Halt." (Nikker bekræftende.) "Jeg gjorde mig ikke særlig umage i geografi."
Horace: "Kan vi ikke bare se at komme til sagen, I to? Vi har ikke hele nætter foran os."
Halt: "Jo, Horace. Selvfølgelig. Nu skal du bare sidde og lytte, Damien, og du skal ikke stille nogle spørgsmål."
Damien: "Hvorfor?"
Halt: (Skuler ondt til Damien og begynder at forklare om geografien. Derefter opridser han hurtigt nogle historiske facts, mens han holder øje med Damiens interesserede ansigtsudtryk.) "Er du med så langt?"
Damien: (Nikker.)
Halt: "Må jeg så høre?"
Damien: (Reciterer Halt selvsikkert.)
Halt: "Det var lige godt pokkers. Har du flere skjulte talenter?"
Damien: "Jeg tror bare, at det hører sig til i mit fag."
Horace: (Måber.)
Halt: "Hvad bestiller du?"
Damien: (Betragter eftertænksomt dem begge.) "Jeg er - var? - lærer... eller det er jeg nok stadig ... på L'école de la Fées; en skole i Frankrig, som du ynder at kalde Gallica - i hvert fald dele af Gallica. Jeg mener, at de galliske lande bestod af Norditalien, Frankrig og Belgien, men det siger dig vel ingenting, Halt ... bar.... Halt?" (Smiler skævt over Halts panderynken.) "Jeg underviser i filosofi og engelsk - som sjovt nok er det sprog, vi taler nu, men det hedder sikkert også noget andet."
Halt: "Fællessproget."
Damien: (Nikker svagt, mens han prøver at tage til tåls med, at han er havnet i en anden verden.)
Horace: "Filosofi, siger du. Det er da sådan noget pladder, som gamle mænd beskæftiger sig med, når de bliver senile og ikke har andet for end at prædike om, hvad andre bør tænke."
Halt: (Sender Horace et advarende blik, men smiler dog svagt, fordi han har tænkt det samme.)
Damien: "Ja. Det har ikke nogen særlig praktisk anvendelse - udover at manipulere med folk, så man kan få dem til at gøre, hvad man ønsker." (Sarkastisk og lettere afmålt.)
Halt: "Så du underviser?" (suk)
Damien: "Ja, det syntes jeg virkede som det rigtige."
Halt: (Stryger sig eftertænksomt over hagen) "Ja, men så er der vel ikke så meget krudt i dig, hvis du bare sidder med næsen stukket i bøgerne og taler til en forsamling." (Tænker over, hvordan Damien kan gøre nytte)
Damien: (Hæver et øjenbryn og smiler) "Jeg løber også, hvis det er dét, du hentyder til. Ikke så meget styrketræning, men ... jo, i ny og næ."
Halt: (Brummer til sig selv) "Det forklarer i hvert fald det atletiske ydre."
Damien: (Lader, som om han ikke hørte det.) "Men 98% af tiden bruger jeg på at sidde med hovedet stukket ned i en bog, mens jeg recitere en tekst... intet under, at mine elever hader mig."
Halt: "Skal du nu til at være sarkastisk igen?"
Damien: (Rømmer sig demonstrativt) "Mere kaffe?"
Horace: (Rejser sig.) "Jeg ... henter brænde til at tænde op med. Jeg nægter at spise tørt kød til frokost i dag."
Halt: (Rejser sig, tager sin langbue og stirrer olmt ned på Damien.) "Skal du med?"
Damien: (Rejser sig, mens han i smug betragter Halt; han har dog på fornemmelsen, at Halt har spottet ham. Han følger rask med Halt, mens han spekulerer over, hvorfor han er her. Han husker Wills ord: "Halt har brug for dig. Crowly sagde, jeg kunne finde dig her. Mystisk sted, for øvrigt. Nåh, men jeg ser det nok aldrig igen. Hov, sikke en sær dims." Damien smiler svagt over mindet om Will, der har trykket på en masse knapper på hans enkle sag af en mobiltelefon, som Damien i øvrigt har ladet blive "hjemme".)
Halt: "Hvor gammel er du?" (Spørger han efter et stykke tid; den gnavne tone i hans stemme er næsten væk.)
Damien: "31."
Halt: "31! Er du 31?"
Damien: "... så vidt jeg husker, ja." (Prøver at fange Halts blik.)
Halt: (Skjuler sin overraskelse godt og brummer noget frem for sig.) "Du ligner én på Gilans alder eller yngre."
Damien: "Nå ... tak. Jeg håber, at Gilan har en til pas alder."
Halt: (Fnyser.) "Jeg ved virkelig ikke, hvordan du kan være os bevendt på nogen måde." (Hæver buen og sniger sig lydløst fremad.)
Damien: (Følger efter, men efter et par skridt, sætter Halt fingeren for munden.) "Du larmer!"
Damien: (Standser op og betragter Halt med rynkede bryn.)
Halt: (Skumler. Så fortsætter han ind mellem grenene og nedlægger hurtigt et par kaniner. Han vender tilbage til Damien med fangsten, og de begiver sig tilbage til lejren, hvor Horace har tændt op.)
Damien: (Lader sig ikke mærke af de lettere primitive forhold, men tilbyder tværtimod sin hjælp, som Horace og Halt blankt afviser; Damien får på fornemmelsen, at hans evner virker overflødige og sætter sig derfor ved bålet og betragter dem, mens de flår og tilbereder kaninerne. Han roder i sin rygsæk, som han heldigvis har kunnet snuppe med, men finder intet brugbart i den: Nogle notater, en grammatikbog, en uge gammel avis, en lille lommeregner, to blyantspidser af metal, men ingen blyanter og sin kalender - og ikke engang i den har han en kuglepen eller noget at skrive med.)
Horace: "Værsgod, Damien."
Damien: (Tager imod træskålen med grønsagsretten med kaninkød.) "Tak, Horace." (Smiler svagt over den høje, unge mands overraskelse over, at han husker navnet.)
Halt: (Betragter Damien.) "Vi er nødt til at få dig til at vænne dig til forholdene her, eller bare se ud, som om du er en del af dem."
Damien: (Ser på sin lyseblå skjorte, sine cowboybukser og sin sorte, praktiske vindjakke.)
Horace: "Han kunne næsten gå for at være adelig. Hvad synes du om maden?"
Damien: "Jeg synes, det smager pragtfuldt." (Oprigtig. Studser ogver Halts gennemborende blik.) "Hvis du virkelig har noget imod min påklædning, kunne du vel have bedt dine overordnede om at få mig til at passe ind i jeres regi." (Hans stemme er venlig og har ingen spor af irritation, men han føler alligevel mishaget røre på sig.)
Halt: "Du ved ikke, hvordan du skal gebærde dig her, Damien - ellers havde du fået et par på hovedet for den bemærkning. For det første er jeg den overordnede her, og jeg har mindst lige så meget rang som korpsets kommandant, som har sendt dig. For ikke at misbruge den del af min identitet, som jeg bryder mig mindst om, vil jeg alligevel informere dig om, at jeg er af Hiberniansk kongeslægt."
Damien: "Du ser mig noget pjusket ud af en kongelig at være." (Prøver at virke uanfægtet af Halts intense, vrede blik.)
Halt: "Det er sidste gang, jeg vil høre noget af denne art fra dig. Jeg mener det."
Damien: (Sukker og spiser resten af sin mad i ro.) "Jeg vil gerne stå for opvasken." (Siger han hurtigt, inden de andre når at gøre indvendinger. Han tager deres skåle, samt køkkengrejet ved bålet og smutter væk i en fart. Den sene frokost/middagsmad har gjort ham godt, men kulden byder ham at røre sig. Han finder en bæk i nærheden og begynder at skylle af, mens han tænker på varmt vand og sæbe fra vandhanen derhjemme.) "Det ville have været en del nemmere, hvis André var her - hvor "her" så end er. Tilsyneladende i en parallelverden. En fiktiv verden, måske." (Mumler en ed på fransk frem for sig, netop som Halt dukker op bag ham.)
Halt: "Det forstod jeg godt. Taler du gallisk?"
Damien: "Ja." (Suk.) "Flydende, hvis det skulle have nogen interesse." (Lader vandet dryppe af skålene som det sidste.)
Halt: (Ser eftertænksomt på Damien, men siger ingenting. Han spekulerer over, om han har behandlet den fremmede uretfærdigt.)
Damien: (Går rask tilbage mod lejren med tingene, som han hjælper Horace med at pakke ned.)
Halt: "Der er endnu nogle timers dagslys tilbage. Prøv at finde på noget at underholde jer med. Jeg går mig en tur." (Forsvinder ind mellem grenene.)
Damien: (Ser ikke efter ham. Han snører Horaces oppakning til og sætter sig atter ved bålet. Så ser han på sin egen oppakning ud over rygsækken: Den obligatoriske termokande med kaffen, krusene, et lille enmandstelt af den slags, man bruger i militæret samt sin sovepose. 'Utroligt, at jeg fik det med,' tænker han forundret.)
Horace: "Du må undskylde, at jeg svinede dit fag til. Jeg mener ... jeg forstår mig ikke på sådan noget abstrakt noget som filosofi og den slags ... du ved ..."
Damien: "Det er i orden. Der er mange af mine elever, som har den indstilling til faget. Det er egentlig ikke så kompliceret. Filosofi er bare en sproglig konstruktion af, hvad vi mennesker tænker om os selv og verden, men som psykologien besvarer filosofien ikke "hvordan" og "hvad" - snarere "hvorfor". Filosofi er et fag, jeg primært har brugt til at belyse verdenshistorien fra flere vinkler, for den har jeg også beskæftiget mig meget med. Men historien er ikke den samme som "her", selvom der er træk, der minder om det." (Trækker på skuldrene.) "Ddet var en meget enkel version." (Siger han til slut og ler lidt af Horaces uforstående, troskyldige ansigtsudtryk.)
Horace: "Der er jo ingen, som kan svare på, hvorfor græsset er grønt."
Damien: "Græs er ikke nødvendigvis grønt. Det er bare det, du ser. Det har noget at gøre med det lysspektrum, det menneskelige øje kan opfange - og så det sollys, som kastes ned over græsset. Nå, nok om det." (Rejser sig.) "Vil du tage en løbetur med mig? Du ligner én, der har trænet i årevis."
Horace: (Rejser sig glad op.) "Jeg er ridder. Andet kan man vel ikke forvente." (Gør sig klar til at løbe.)
Damien: "En meget ung ridder." (Siger han stille og sætter i løb efter Horace. Vinden mod hans ansigt får ham til at glemme alle de ting, som nager ham, og han bliver bare ved med at løbe, mens solen bevæger sig længere og længere ned bag bakkerne i horisonten.)
... Wiiieeh, så lavede Xaz lige første kapitel-ting-episode-dims... og der sker mange ting, for... min hjerne konstruerede en lang historie, efter jeg postede første del i Gnusens gæstebog på BG.:D
*Mindre end tre-agtigt*
JEG ER IKKE EN FISKEHEJRE!!!:D:D
Teemu: "Maybe we can get som barbie-Q ..." (Hva' dælen laver han dér, når han ikke optræder andre steder i historien?)
Damien: (Stirrer på Horace, som om han lige er steget ud fra en film.) "Du skulle vel ikke tilfældigvis have en kuglepen på dig?"
Horace: (Forvirret.) "En ... kugle ... pen? Jeg har da - øhm,skriveredskaber med, hvis du virkelig er trængende."
Damien: (Hæver et øjenbryn.) "Så længe det kan bruges til at udfylde Suduko. Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal vente ret længe på, at ham ... Halt-fyren dukker op."
(Xazal: *DAG*)
Horace: (Småskræmt.) "Eh, det er nok bedst, at du - ehm, kalder ham... Halt bare..."
Damien: "Ja, hvis Halt bare er tilfreds med det."
Halt: "Det kan du lige bande på, at jeg er." (Sarkastisk. Dukker op fra træerne bagved. Det gi'r et sæt i Horace.) "Så du troede, du skulle vente på mig her hele dagen, Damien?"
Damien: (Vender sig roligt om.) "Nåja... jeg har jo siddet her i et parminutter nu, og jeg regnede med, at en "ranger" ville være på pletten før mig. Det glæder mig at møde dig, Halt bare."
Halt: (Hæver øjenbrynet i misbilligelse og knurrer): "Jamen, i lige måde så." (Sætter sig i græsset ved siden af Damien og ruller et kort ud.)
Damien: "Skal vi allerede til at studere kort? Uden kaffe?"
Halt: (Lyser op ved synet af Damiens "termokande" og "plastickrus") "Jeg tror slet ikke, jeg vil befinde mig dårligt i dit selskab, selvom jeg skal udsættes for dine næsvisheder."
Damien: "Beklager. Jeg syntes bare, at jeg måtte være på forkant med spydighederne, da Will advarede mig om dine spydige påfund." (Griner og skænker kaffe op.)
Halt: "Såh? Will "advarede" dig ligefrem."
Damien: "Det er jeg bange for, ja." (Rækker Halt kruset. Så begynder han at grine.)
Halt: "Lad os nu se." (Ruller et kort ud på jorden.)
Damien: (Rynker let på panden og ser på landkortet, hvis aftegninger minder meget om den geografi, han kender, men der er alligevel nogle forskelle.) "Her er Irland ..." (Peger.)
Halt: (Skæver misfornøjet til Damien.)
Damien: (Fortsætter.) "... Og Skotland."
Halt: "Picta."
Damien: (Studerer kortet nøjere.) "Det her må så være Skandinavien, hvor vi har Norge og Danmark." (Lader fingeren løbe hen over nogle imaginære linjer som for at tegne noget, der mangler.) "Her kom vikingerne fra. Nogle store fyre med hjelme besat med horn - eller det med hjelmene er ikke virkeligt - bare noget, man har fundet på at tillægge dem."
Halt: Det er Skandia. "Du skal såmænd nok se det virkelige i hornene på deres hjelme og deres kampevner, hvis du bliver ved med at affærdige deres eksistens som eventyrer."
Damien: "Det er Skandia?" (Ser op.) " Og Picta er Skotland? Eller det, som minder om Skotland? Eller hva'?"
Halt: (Læner sig tilbage med et suk.)
Damien: "... og Nordafrikas ørkenområde."
Halt: (Hæver et øjenbryn.) "Har du tænkt dig at sidde dér og navngive landene hele dagen? Det dér er Arridien (Arida? RA-freaks, help me! (Det var en Xazal-kommentar)), og der holder Bedullinerne til."
Damien: "Beduinerne?"
Halt: (Læner sig brat frem igen.) "Nej, Bedullinerne."
Damien: (Ser uskyldigt på Halt.) "Hvis du siger det, så ... Min geografi er måske ikke, hvad den har været, selvom jeg fik gode karakterer i sin tid." (Smiler og tager en tår af sin kaffe.)
Horace: (Fniser.)
Halt: "Den lærer må have været sindsforstyrret, siden vedkommende kunne give dig en sådan udmærkelse i et fag, du tilsyneladende ikke har gjort dig synderligt meget umage i."
Damien: "Jeg er helt enig, Halt bare ..."
Halt: "Halt!"
Damien: "Halt." (Nikker bekræftende.) "Jeg gjorde mig ikke særlig umage i geografi."
Horace: "Kan vi ikke bare se at komme til sagen, I to? Vi har ikke hele nætter foran os."
Halt: "Jo, Horace. Selvfølgelig. Nu skal du bare sidde og lytte, Damien, og du skal ikke stille nogle spørgsmål."
Damien: "Hvorfor?"
Halt: (Skuler ondt til Damien og begynder at forklare om geografien. Derefter opridser han hurtigt nogle historiske facts, mens han holder øje med Damiens interesserede ansigtsudtryk.) "Er du med så langt?"
Damien: (Nikker.)
Halt: "Må jeg så høre?"
Damien: (Reciterer Halt selvsikkert.)
Halt: "Det var lige godt pokkers. Har du flere skjulte talenter?"
Damien: "Jeg tror bare, at det hører sig til i mit fag."
Horace: (Måber.)
Halt: "Hvad bestiller du?"
Damien: (Betragter eftertænksomt dem begge.) "Jeg er - var? - lærer... eller det er jeg nok stadig ... på L'école de la Fées; en skole i Frankrig, som du ynder at kalde Gallica - i hvert fald dele af Gallica. Jeg mener, at de galliske lande bestod af Norditalien, Frankrig og Belgien, men det siger dig vel ingenting, Halt ... bar.... Halt?" (Smiler skævt over Halts panderynken.) "Jeg underviser i filosofi og engelsk - som sjovt nok er det sprog, vi taler nu, men det hedder sikkert også noget andet."
Halt: "Fællessproget."
Damien: (Nikker svagt, mens han prøver at tage til tåls med, at han er havnet i en anden verden.)
Horace: "Filosofi, siger du. Det er da sådan noget pladder, som gamle mænd beskæftiger sig med, når de bliver senile og ikke har andet for end at prædike om, hvad andre bør tænke."
Halt: (Sender Horace et advarende blik, men smiler dog svagt, fordi han har tænkt det samme.)
Damien: "Ja. Det har ikke nogen særlig praktisk anvendelse - udover at manipulere med folk, så man kan få dem til at gøre, hvad man ønsker." (Sarkastisk og lettere afmålt.)
Halt: "Så du underviser?" (suk)
Damien: "Ja, det syntes jeg virkede som det rigtige."
Halt: (Stryger sig eftertænksomt over hagen) "Ja, men så er der vel ikke så meget krudt i dig, hvis du bare sidder med næsen stukket i bøgerne og taler til en forsamling." (Tænker over, hvordan Damien kan gøre nytte)
Damien: (Hæver et øjenbryn og smiler) "Jeg løber også, hvis det er dét, du hentyder til. Ikke så meget styrketræning, men ... jo, i ny og næ."
Halt: (Brummer til sig selv) "Det forklarer i hvert fald det atletiske ydre."
Damien: (Lader, som om han ikke hørte det.) "Men 98% af tiden bruger jeg på at sidde med hovedet stukket ned i en bog, mens jeg recitere en tekst... intet under, at mine elever hader mig."
Halt: "Skal du nu til at være sarkastisk igen?"
Damien: (Rømmer sig demonstrativt) "Mere kaffe?"
Horace: (Rejser sig.) "Jeg ... henter brænde til at tænde op med. Jeg nægter at spise tørt kød til frokost i dag."
Halt: (Rejser sig, tager sin langbue og stirrer olmt ned på Damien.) "Skal du med?"
Damien: (Rejser sig, mens han i smug betragter Halt; han har dog på fornemmelsen, at Halt har spottet ham. Han følger rask med Halt, mens han spekulerer over, hvorfor han er her. Han husker Wills ord: "Halt har brug for dig. Crowly sagde, jeg kunne finde dig her. Mystisk sted, for øvrigt. Nåh, men jeg ser det nok aldrig igen. Hov, sikke en sær dims." Damien smiler svagt over mindet om Will, der har trykket på en masse knapper på hans enkle sag af en mobiltelefon, som Damien i øvrigt har ladet blive "hjemme".)
Halt: "Hvor gammel er du?" (Spørger han efter et stykke tid; den gnavne tone i hans stemme er næsten væk.)
Damien: "31."
Halt: "31! Er du 31?"
Damien: "... så vidt jeg husker, ja." (Prøver at fange Halts blik.)
Halt: (Skjuler sin overraskelse godt og brummer noget frem for sig.) "Du ligner én på Gilans alder eller yngre."
Damien: "Nå ... tak. Jeg håber, at Gilan har en til pas alder."
Halt: (Fnyser.) "Jeg ved virkelig ikke, hvordan du kan være os bevendt på nogen måde." (Hæver buen og sniger sig lydløst fremad.)
Damien: (Følger efter, men efter et par skridt, sætter Halt fingeren for munden.) "Du larmer!"
Damien: (Standser op og betragter Halt med rynkede bryn.)
Halt: (Skumler. Så fortsætter han ind mellem grenene og nedlægger hurtigt et par kaniner. Han vender tilbage til Damien med fangsten, og de begiver sig tilbage til lejren, hvor Horace har tændt op.)
Damien: (Lader sig ikke mærke af de lettere primitive forhold, men tilbyder tværtimod sin hjælp, som Horace og Halt blankt afviser; Damien får på fornemmelsen, at hans evner virker overflødige og sætter sig derfor ved bålet og betragter dem, mens de flår og tilbereder kaninerne. Han roder i sin rygsæk, som han heldigvis har kunnet snuppe med, men finder intet brugbart i den: Nogle notater, en grammatikbog, en uge gammel avis, en lille lommeregner, to blyantspidser af metal, men ingen blyanter og sin kalender - og ikke engang i den har han en kuglepen eller noget at skrive med.)
Horace: "Værsgod, Damien."
Damien: (Tager imod træskålen med grønsagsretten med kaninkød.) "Tak, Horace." (Smiler svagt over den høje, unge mands overraskelse over, at han husker navnet.)
Halt: (Betragter Damien.) "Vi er nødt til at få dig til at vænne dig til forholdene her, eller bare se ud, som om du er en del af dem."
Damien: (Ser på sin lyseblå skjorte, sine cowboybukser og sin sorte, praktiske vindjakke.)
Horace: "Han kunne næsten gå for at være adelig. Hvad synes du om maden?"
Damien: "Jeg synes, det smager pragtfuldt." (Oprigtig. Studser ogver Halts gennemborende blik.) "Hvis du virkelig har noget imod min påklædning, kunne du vel have bedt dine overordnede om at få mig til at passe ind i jeres regi." (Hans stemme er venlig og har ingen spor af irritation, men han føler alligevel mishaget røre på sig.)
Halt: "Du ved ikke, hvordan du skal gebærde dig her, Damien - ellers havde du fået et par på hovedet for den bemærkning. For det første er jeg den overordnede her, og jeg har mindst lige så meget rang som korpsets kommandant, som har sendt dig. For ikke at misbruge den del af min identitet, som jeg bryder mig mindst om, vil jeg alligevel informere dig om, at jeg er af Hiberniansk kongeslægt."
Damien: "Du ser mig noget pjusket ud af en kongelig at være." (Prøver at virke uanfægtet af Halts intense, vrede blik.)
Halt: "Det er sidste gang, jeg vil høre noget af denne art fra dig. Jeg mener det."
Damien: (Sukker og spiser resten af sin mad i ro.) "Jeg vil gerne stå for opvasken." (Siger han hurtigt, inden de andre når at gøre indvendinger. Han tager deres skåle, samt køkkengrejet ved bålet og smutter væk i en fart. Den sene frokost/middagsmad har gjort ham godt, men kulden byder ham at røre sig. Han finder en bæk i nærheden og begynder at skylle af, mens han tænker på varmt vand og sæbe fra vandhanen derhjemme.) "Det ville have været en del nemmere, hvis André var her - hvor "her" så end er. Tilsyneladende i en parallelverden. En fiktiv verden, måske." (Mumler en ed på fransk frem for sig, netop som Halt dukker op bag ham.)
Halt: "Det forstod jeg godt. Taler du gallisk?"
Damien: "Ja." (Suk.) "Flydende, hvis det skulle have nogen interesse." (Lader vandet dryppe af skålene som det sidste.)
Halt: (Ser eftertænksomt på Damien, men siger ingenting. Han spekulerer over, om han har behandlet den fremmede uretfærdigt.)
Damien: (Går rask tilbage mod lejren med tingene, som han hjælper Horace med at pakke ned.)
Halt: "Der er endnu nogle timers dagslys tilbage. Prøv at finde på noget at underholde jer med. Jeg går mig en tur." (Forsvinder ind mellem grenene.)
Damien: (Ser ikke efter ham. Han snører Horaces oppakning til og sætter sig atter ved bålet. Så ser han på sin egen oppakning ud over rygsækken: Den obligatoriske termokande med kaffen, krusene, et lille enmandstelt af den slags, man bruger i militæret samt sin sovepose. 'Utroligt, at jeg fik det med,' tænker han forundret.)
Horace: "Du må undskylde, at jeg svinede dit fag til. Jeg mener ... jeg forstår mig ikke på sådan noget abstrakt noget som filosofi og den slags ... du ved ..."
Damien: "Det er i orden. Der er mange af mine elever, som har den indstilling til faget. Det er egentlig ikke så kompliceret. Filosofi er bare en sproglig konstruktion af, hvad vi mennesker tænker om os selv og verden, men som psykologien besvarer filosofien ikke "hvordan" og "hvad" - snarere "hvorfor". Filosofi er et fag, jeg primært har brugt til at belyse verdenshistorien fra flere vinkler, for den har jeg også beskæftiget mig meget med. Men historien er ikke den samme som "her", selvom der er træk, der minder om det." (Trækker på skuldrene.) "Ddet var en meget enkel version." (Siger han til slut og ler lidt af Horaces uforstående, troskyldige ansigtsudtryk.)
Horace: "Der er jo ingen, som kan svare på, hvorfor græsset er grønt."
Damien: "Græs er ikke nødvendigvis grønt. Det er bare det, du ser. Det har noget at gøre med det lysspektrum, det menneskelige øje kan opfange - og så det sollys, som kastes ned over græsset. Nå, nok om det." (Rejser sig.) "Vil du tage en løbetur med mig? Du ligner én, der har trænet i årevis."
Horace: (Rejser sig glad op.) "Jeg er ridder. Andet kan man vel ikke forvente." (Gør sig klar til at løbe.)
Damien: "En meget ung ridder." (Siger han stille og sætter i løb efter Horace. Vinden mod hans ansigt får ham til at glemme alle de ting, som nager ham, og han bliver bare ved med at løbe, mens solen bevæger sig længere og længere ned bag bakkerne i horisonten.)
... Wiiieeh, så lavede Xaz lige første kapitel-ting-episode-dims... og der sker mange ting, for... min hjerne konstruerede en lang historie, efter jeg postede første del i Gnusens gæstebog på BG.:D
*Mindre end tre-agtigt*
mandag den 7. marts 2011
Fog det hele
Hej, mand!
Dette er egentlig et rigtig dumt tidspunkt at skrive blog-indlæg på. Min fod sover, min hjerne er ved at sprænges, min mor spiser chips, så jeg kan høre det helt herinde, og jeg har en underlig klump i halsen. Kort sagt: Dumt tidspunkt at skrive indlæg på.
Nåja, egentlig burde min pessimisme holde sig til Tågeparaden, men det ka' jeg ikke få mig selv til lige nu. For ... ja, jeg har kun én blog, siger vi bare.
Jeg ville ønske, at jeg havde overskud nok til at ... til andet end at eksistere, andet end at læse nejs bøger og andet end at fordrive tiden med mildesttalt ingenting. Jeg vil ikke i skole i morgen. Jeg vil lukke mig ind i min egen osteklokke.
Jeg mangler forbandet mangle afleveringer. Forbandet mange, fordi tingene ikke glider på skinner - eller pølser. Hvad ved jeg om den slags ideomer?
Og så får vi fanden sparke mig direkte i klokkeværket en ny stil for om ikke så længe... sådan er det jo. Og jeg kan godt give min egen dårskab skylden for, at NOGLE af afleveringerne ikke er lavet, men det skyldes vel udelukkende, at jeg er menneskelig, og at noget bare er skruet helt forkert sammen. Fogging grammatik! Hvorfor er den så forbandet - lunefuld?
Haha, i øvrigt har jeg været for meget i færd med at skrive ting, som ikke burde skrives. Små syslerier med meningsløse skriverier, som ikke bidrager en døjt til min uddannelse. Jeg ville ønske, at jeg var lige så viljestærk som Kvothe fra "The Name of The Wind", som jeg læser på dansk. Han - ja, han studerer trods manglende ressourcer, og han sætter fanden-gale-mig alt ind for det. Det gjorde jeg også! Det GØR jeg også! Men jeg er faldet helt af den sidste måneds tid... sådan... tabt bag en vogn og alt det dér, hvis vi skal holde os til ideomerne.
Denne gang er det ikke engang et sort hul, som det var i 2. G - nej, det er den rene og skære dovenskab, hvis jeg selv skal sige det. Okay - det er sikkert ikke dovenskab, men hellere finde noget håndgribeligt at knytte forklaringerne til. Problemet er, at jeg ikke kan "fornemme" det sorte hul denne gang... det ku' jeg vel i grunden heller ikke dengang, men ... eller kunne jeg? Det er ligegyldigt! Jeg er vel altid villig til at bilde mig selv og omverdnen ind, at jeg har styr på det hele.
Damien lader sig ikke slå ud. Eller jo, det er NETOP, hvad han gør. Eller... Han... Damien viser ikke, at han er stresset og afkræftet, men han giver heller ikke op og lægger arbejdet til side... han slider i det! Det er snøftværdigt, at han ikke findes - at der ikke er en sådan organiseret personlighed til at skubbe mig på retkøl... men det er jo også mig selv, som skal sørge for det. Det er bare grueligt irriterende, at jeg på den ene side finder en helt masse ting forbandet ligegyldigt, fordi det bare handler om at få en studentereksamen... jeg vil bare gerne i gang med noget, som ... er mere ensporet, tror jeg. Tsk. Jeg vil være bedre til historie. Jeg kan godt historie. Jeg er bare overset, og jeg gør intet for at blive bemærket, for det er umuligt. Argh... det her er medynkværdigt - meningsløst. Det er lige før, at det befinder sig lige under den overflade, som Tågeparaden kun strejfer med sin diplomatiske tilgang til verden. Fair nok! I fik lidt af den hvinende, ynkelige, tåbelige, møghamrende selvdestruktive, pladder-nedadvendte-mundvige-agtige side af Xazal uden det mindste tegn på selvironi, selvom det i allerhøjeste grad er dét, der dominerer min hjerne. Damien er nejs!:D Og André - han er så ... venlig. Opmuntrende. Skøn!:D *Flækker af grin over mit pludselige humørskift og tøsefnidder*
BTW, bliver det her mon mere personligt af div. smileys og chatsprogsagtige ting? Eller ... er den kortere distance mellem skribent og læser ... meningsløs? Det er den vel. Det er knap så spændende, right? Det bliver ordinært - talesprogsagtigt... og så er det ikke engang helt sådan, som jeg taler... eller jo - noget af det ovenstående, men ... Ja, og så ... pandekager. Jeg mener - jeg mener ... enhver kunne bilde sig ind, at jeg havde mørkebrunt hår.
"Har du tænkt på at gå i seng, Xazal?"
"Ja - om lidt, Damien... *host*"
"Hvornår møder du?"
"Klokken 10... *skumler* ... og så skal jeg vente i forbandet to timer midt på dagen...!"
"Ja, det lyder jo ikke så spændende, medmindre du kan give dig til at lave noget af det forsømte skolearbejde i ventetiden."
"Jeg laver BEDST lektier herhjemme."
"Det gør dig ikke til en særlig fleksibel studerende."
"Nå - jeg er bare Xazal... og fleksibilitet kan være forbeholdt alle mønstereleverne."
"Så vidt jeg ved, fik du en masse ros fra din spansklærer i fredags, samt en masse - ja, bekymrede hentydninger til dit velvære. Du kan ikke regne med, at dit ihærdige forsøg på at skjule dine skrupler er lige vellykket hver gang."
"Damien - ... lad mig være. :("
"Hmm."
"Du skal heller ikke sidde dér og... Ja, jeg fik ros - men ... ja. Det var pænt af hende at spørge, hvordan det gik. Det var pænt af hende i det hele taget at... udvise så megen venlighed. Er du så tilfreds?"
"Jeg mener bare, at man skal gøre sig fortjent til ros, Xazal. Den har du bestemt fortjent på visse punkter, men -"
"... *Afbryder* ... Så længe, jeg ikke selv er tilfreds med min indsats, er ros overflødigt. Bortset fra, at det kan være motiverende... det er jo rent hundedressur... og jeg ... blev ikke så oplivet... eller gjorde jeg? Det betyder vel ingenting. Du... jeg vil ikke tale om studiet mere. Jeg vil ikke tale om noget mere."
"Jamen, så må du jo sove godt, Xazal."
"Huh? Er lusene så væk, eller har du bare vendt den anden kind til?"
"Der er intet nag mellem os - især ikke fra min side. Det er synd, at du har opfattet det hele negativt."
"Hmpf. *skumler som en syg havkat*"
"Du må sove godt, Xazal. Pas godt på dig selv - og prøv at skabe struktur. Det hjælper på det hele, vær vis på det."
"Hvis du havde læst ovenstående blog-indlæg, ville du vide, at ..."
"... at din mentalitet langt fra er modstandsdygtig overfor udsigten til at møde 28 andre mennesker i morgen og mønstre overskud nok til at lytte og lære. Xazal - sådan er livet."
"WTF?"
"What the fog, ja. Lige mine ord. Kan du nu sove trygt og godt og glemme alt i den søde søvn?"
"Det kan jeg vel. Eller jeg kan prøve."
"Det er også alt, hvad jeg forlanger."
"... *har lyst til at slå en saltomortale og vride om på foden bagefter* ... hmpf.... sjuski-bims..."
... jeg gider skisme ikke skrive mere. Jeg er bitter! Og hey - selvfølgelig har jeg et smil til overs til resten af verden... jeg er endda sikker på, at det når mine øjne. Hvad jeg har lært gennem livet - og er bedst til - er nok at fortrænge meningsløse bekymringer... for en dag vågner jeg op og opdager, at jeg ikke er i denne verden mere... måske vågner jeg ikke engang... jeg tror bare, at jeg vågner... og ... flere punktummer.:)
- Xazzie
(lyder umiskendeligt meget som chassis... et smart chassis!:D)
Dette er egentlig et rigtig dumt tidspunkt at skrive blog-indlæg på. Min fod sover, min hjerne er ved at sprænges, min mor spiser chips, så jeg kan høre det helt herinde, og jeg har en underlig klump i halsen. Kort sagt: Dumt tidspunkt at skrive indlæg på.
Nåja, egentlig burde min pessimisme holde sig til Tågeparaden, men det ka' jeg ikke få mig selv til lige nu. For ... ja, jeg har kun én blog, siger vi bare.
Jeg ville ønske, at jeg havde overskud nok til at ... til andet end at eksistere, andet end at læse nejs bøger og andet end at fordrive tiden med mildesttalt ingenting. Jeg vil ikke i skole i morgen. Jeg vil lukke mig ind i min egen osteklokke.
Jeg mangler forbandet mangle afleveringer. Forbandet mange, fordi tingene ikke glider på skinner - eller pølser. Hvad ved jeg om den slags ideomer?
Og så får vi fanden sparke mig direkte i klokkeværket en ny stil for om ikke så længe... sådan er det jo. Og jeg kan godt give min egen dårskab skylden for, at NOGLE af afleveringerne ikke er lavet, men det skyldes vel udelukkende, at jeg er menneskelig, og at noget bare er skruet helt forkert sammen. Fogging grammatik! Hvorfor er den så forbandet - lunefuld?
Haha, i øvrigt har jeg været for meget i færd med at skrive ting, som ikke burde skrives. Små syslerier med meningsløse skriverier, som ikke bidrager en døjt til min uddannelse. Jeg ville ønske, at jeg var lige så viljestærk som Kvothe fra "The Name of The Wind", som jeg læser på dansk. Han - ja, han studerer trods manglende ressourcer, og han sætter fanden-gale-mig alt ind for det. Det gjorde jeg også! Det GØR jeg også! Men jeg er faldet helt af den sidste måneds tid... sådan... tabt bag en vogn og alt det dér, hvis vi skal holde os til ideomerne.
Denne gang er det ikke engang et sort hul, som det var i 2. G - nej, det er den rene og skære dovenskab, hvis jeg selv skal sige det. Okay - det er sikkert ikke dovenskab, men hellere finde noget håndgribeligt at knytte forklaringerne til. Problemet er, at jeg ikke kan "fornemme" det sorte hul denne gang... det ku' jeg vel i grunden heller ikke dengang, men ... eller kunne jeg? Det er ligegyldigt! Jeg er vel altid villig til at bilde mig selv og omverdnen ind, at jeg har styr på det hele.
Damien lader sig ikke slå ud. Eller jo, det er NETOP, hvad han gør. Eller... Han... Damien viser ikke, at han er stresset og afkræftet, men han giver heller ikke op og lægger arbejdet til side... han slider i det! Det er snøftværdigt, at han ikke findes - at der ikke er en sådan organiseret personlighed til at skubbe mig på retkøl... men det er jo også mig selv, som skal sørge for det. Det er bare grueligt irriterende, at jeg på den ene side finder en helt masse ting forbandet ligegyldigt, fordi det bare handler om at få en studentereksamen... jeg vil bare gerne i gang med noget, som ... er mere ensporet, tror jeg. Tsk. Jeg vil være bedre til historie. Jeg kan godt historie. Jeg er bare overset, og jeg gør intet for at blive bemærket, for det er umuligt. Argh... det her er medynkværdigt - meningsløst. Det er lige før, at det befinder sig lige under den overflade, som Tågeparaden kun strejfer med sin diplomatiske tilgang til verden. Fair nok! I fik lidt af den hvinende, ynkelige, tåbelige, møghamrende selvdestruktive, pladder-nedadvendte-mundvige-agtige side af Xazal uden det mindste tegn på selvironi, selvom det i allerhøjeste grad er dét, der dominerer min hjerne. Damien er nejs!:D Og André - han er så ... venlig. Opmuntrende. Skøn!:D *Flækker af grin over mit pludselige humørskift og tøsefnidder*
BTW, bliver det her mon mere personligt af div. smileys og chatsprogsagtige ting? Eller ... er den kortere distance mellem skribent og læser ... meningsløs? Det er den vel. Det er knap så spændende, right? Det bliver ordinært - talesprogsagtigt... og så er det ikke engang helt sådan, som jeg taler... eller jo - noget af det ovenstående, men ... Ja, og så ... pandekager. Jeg mener - jeg mener ... enhver kunne bilde sig ind, at jeg havde mørkebrunt hår.
"Har du tænkt på at gå i seng, Xazal?"
"Ja - om lidt, Damien... *host*"
"Hvornår møder du?"
"Klokken 10... *skumler* ... og så skal jeg vente i forbandet to timer midt på dagen...!"
"Ja, det lyder jo ikke så spændende, medmindre du kan give dig til at lave noget af det forsømte skolearbejde i ventetiden."
"Jeg laver BEDST lektier herhjemme."
"Det gør dig ikke til en særlig fleksibel studerende."
"Nå - jeg er bare Xazal... og fleksibilitet kan være forbeholdt alle mønstereleverne."
"Så vidt jeg ved, fik du en masse ros fra din spansklærer i fredags, samt en masse - ja, bekymrede hentydninger til dit velvære. Du kan ikke regne med, at dit ihærdige forsøg på at skjule dine skrupler er lige vellykket hver gang."
"Damien - ... lad mig være. :("
"Hmm."
"Du skal heller ikke sidde dér og... Ja, jeg fik ros - men ... ja. Det var pænt af hende at spørge, hvordan det gik. Det var pænt af hende i det hele taget at... udvise så megen venlighed. Er du så tilfreds?"
"Jeg mener bare, at man skal gøre sig fortjent til ros, Xazal. Den har du bestemt fortjent på visse punkter, men -"
"... *Afbryder* ... Så længe, jeg ikke selv er tilfreds med min indsats, er ros overflødigt. Bortset fra, at det kan være motiverende... det er jo rent hundedressur... og jeg ... blev ikke så oplivet... eller gjorde jeg? Det betyder vel ingenting. Du... jeg vil ikke tale om studiet mere. Jeg vil ikke tale om noget mere."
"Jamen, så må du jo sove godt, Xazal."
"Huh? Er lusene så væk, eller har du bare vendt den anden kind til?"
"Der er intet nag mellem os - især ikke fra min side. Det er synd, at du har opfattet det hele negativt."
"Hmpf. *skumler som en syg havkat*"
"Du må sove godt, Xazal. Pas godt på dig selv - og prøv at skabe struktur. Det hjælper på det hele, vær vis på det."
"Hvis du havde læst ovenstående blog-indlæg, ville du vide, at ..."
"... at din mentalitet langt fra er modstandsdygtig overfor udsigten til at møde 28 andre mennesker i morgen og mønstre overskud nok til at lytte og lære. Xazal - sådan er livet."
"WTF?"
"What the fog, ja. Lige mine ord. Kan du nu sove trygt og godt og glemme alt i den søde søvn?"
"Det kan jeg vel. Eller jeg kan prøve."
"Det er også alt, hvad jeg forlanger."
"... *har lyst til at slå en saltomortale og vride om på foden bagefter* ... hmpf.... sjuski-bims..."
... jeg gider skisme ikke skrive mere. Jeg er bitter! Og hey - selvfølgelig har jeg et smil til overs til resten af verden... jeg er endda sikker på, at det når mine øjne. Hvad jeg har lært gennem livet - og er bedst til - er nok at fortrænge meningsløse bekymringer... for en dag vågner jeg op og opdager, at jeg ikke er i denne verden mere... måske vågner jeg ikke engang... jeg tror bare, at jeg vågner... og ... flere punktummer.:)
- Xazzie
(lyder umiskendeligt meget som chassis... et smart chassis!:D)
Abonner på:
Opslag (Atom)