Damien, Halt og Horace og ... XDXD

Gongongen lød ... gong-gong-gong-gong-gong ...... gadagong-gadagong-gadagong-gadagong... lyden af hest, hov... en hestehov... og så sprang Horace ned fra Kicker og så sig misbilligende omkring: "Jeg troede, at der var stuvning ... og så skal vi nøjes med tørt kød igen... hvad mener du om det, Kicker?"

JEG ER IKKE EN FISKEHEJRE!!!:D:D

Teemu: "Maybe we can get som barbie-Q ..." (Hva' dælen laver han dér, når han ikke optræder andre steder i historien?)

Damien: (Stirrer på Horace, som om han lige er steget ud fra en film.) "Du skulle vel ikke tilfældigvis have en kuglepen på dig?"
Horace: (Forvirret.) "En ... kugle ... pen? Jeg har da - øhm,skriveredskaber med, hvis du virkelig er trængende."
Damien: (Hæver et øjenbryn.) "Så længe det kan bruges til at udfylde Suduko. Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal vente ret længe på, at ham ... Halt-fyren dukker op."

(Xazal: *DAG*)

Horace: (Småskræmt.) "Eh, det er nok bedst, at du - ehm, kalder ham... Halt bare..."
Damien: "Ja, hvis Halt bare er tilfreds med det."
Halt: "Det kan du lige bande på, at jeg er." (Sarkastisk. Dukker op fra træerne bagved. Det gi'r et sæt i Horace.) "Så du troede, du skulle vente på mig her hele dagen, Damien?"
Damien: (Vender sig roligt om.) "Nåja... jeg har jo siddet her i et parminutter nu, og jeg regnede med, at en "ranger" ville være på pletten før mig. Det glæder mig at møde dig, Halt bare."
Halt: (Hæver øjenbrynet i misbilligelse og knurrer): "Jamen, i lige måde så." (Sætter sig i græsset ved siden af Damien og ruller et kort ud.)
Damien: "Skal vi allerede til at studere kort? Uden kaffe?"
Halt: (Lyser op ved synet af Damiens "termokande" og "plastickrus") "Jeg tror slet ikke, jeg vil befinde mig dårligt i dit selskab, selvom jeg skal udsættes for dine næsvisheder."
Damien: "Beklager. Jeg syntes bare, at jeg måtte være på forkant med spydighederne, da Will advarede mig om dine spydige påfund." (Griner og skænker kaffe op.)
Halt: "Såh? Will "advarede" dig ligefrem."
Damien: "Det er jeg bange for, ja." (Rækker Halt kruset. Så begynder han at grine.)
Halt: "Lad os nu se." (Ruller et kort ud på jorden.)
Damien: (Rynker let på panden og ser på landkortet, hvis aftegninger minder meget om den geografi, han kender, men der er alligevel nogle forskelle.) "Her er Irland ..." (Peger.)
Halt: (Skæver misfornøjet til Damien.)
Damien: (Fortsætter.) "... Og Skotland."
Halt: "Picta."
Damien: (Studerer kortet nøjere.) "Det her må så være Skandinavien, hvor vi har Norge og Danmark." (Lader fingeren løbe hen over nogle imaginære linjer som for at tegne noget, der mangler.) "Her kom vikingerne fra. Nogle store fyre med hjelme besat med horn - eller det med hjelmene er ikke virkeligt - bare noget, man har fundet på at tillægge dem."
Halt: Det er Skandia. "Du skal såmænd nok se det virkelige i hornene på deres hjelme og deres kampevner, hvis du bliver ved med at affærdige deres eksistens som eventyrer."
Damien: "Det er Skandia?" (Ser op.) " Og Picta er Skotland? Eller det, som minder om Skotland? Eller hva'?"
Halt: (Læner sig tilbage med et suk.)
Damien: "... og Nordafrikas ørkenområde."
Halt: (Hæver et øjenbryn.) "Har du tænkt dig at sidde dér og navngive landene hele dagen? Det dér er Arridien (Arida? RA-freaks, help me! (Det var en Xazal-kommentar)), og der holder Bedullinerne til."
Damien: "Beduinerne?"
Halt: (Læner sig brat frem igen.) "Nej, Bedullinerne."
Damien: (Ser uskyldigt på Halt.) "Hvis du siger det, så ... Min geografi er måske ikke, hvad den har været, selvom jeg fik gode karakterer i sin tid." (Smiler og tager en tår af sin kaffe.)
Horace: (Fniser.)
Halt: "Den lærer må have været sindsforstyrret, siden vedkommende kunne give dig en sådan udmærkelse i et fag, du tilsyneladende ikke har gjort dig synderligt meget umage i."
Damien: "Jeg er helt enig, Halt bare ..."
Halt: "Halt!"
Damien: "Halt." (Nikker bekræftende.) "Jeg gjorde mig ikke særlig umage i geografi."
Horace: "Kan vi ikke bare se at komme til sagen, I to? Vi har ikke hele nætter foran os."
Halt: "Jo, Horace. Selvfølgelig. Nu skal du bare sidde og lytte, Damien, og du skal ikke stille nogle spørgsmål."
Damien: "Hvorfor?"
Halt: (Skuler ondt til Damien og begynder at forklare om geografien. Derefter opridser han hurtigt nogle historiske facts, mens han holder øje med Damiens interesserede ansigtsudtryk.) "Er du med så langt?"
Damien: (Nikker.)
Halt: "Må jeg så høre?"
Damien: (Reciterer Halt selvsikkert.)
Halt: "Det var lige godt pokkers. Har du flere skjulte talenter?"
Damien: "Jeg tror bare, at det hører sig til i mit fag."
Horace: (Måber.)
Halt: "Hvad bestiller du?"
Damien: (Betragter eftertænksomt dem begge.) "Jeg er - var? - lærer... eller det er jeg nok stadig ... på L'école de la Fées; en skole i Frankrig, som du ynder at kalde Gallica - i hvert fald dele af Gallica. Jeg mener, at de galliske lande bestod af Norditalien, Frankrig og Belgien, men det siger dig vel ingenting, Halt ... bar.... Halt?" (Smiler skævt over Halts panderynken.) "Jeg underviser i filosofi og engelsk - som sjovt nok er det sprog, vi taler nu, men det hedder sikkert også noget andet."
Halt: "Fællessproget."
Damien: (Nikker svagt, mens han prøver at tage til tåls med, at han er havnet i en anden verden.)
Horace: "Filosofi, siger du. Det er da sådan noget pladder, som gamle mænd beskæftiger sig med, når de bliver senile og ikke har andet for end at prædike om, hvad andre bør tænke."
Halt: (Sender Horace et advarende blik, men smiler dog svagt, fordi han har tænkt det samme.)
Damien: "Ja. Det har ikke nogen særlig praktisk anvendelse - udover at manipulere med folk, så man kan få dem til at gøre, hvad man ønsker." (Sarkastisk og lettere afmålt.)
Halt: "Så du underviser?" (suk)
Damien: "Ja, det syntes jeg virkede som det rigtige."
Halt: (Stryger sig eftertænksomt over hagen) "Ja, men så er der vel ikke så meget krudt i dig, hvis du bare sidder med næsen stukket i bøgerne og taler til en forsamling." (Tænker over, hvordan Damien kan gøre nytte)
Damien: (Hæver et øjenbryn og smiler) "Jeg løber også, hvis det er dét, du hentyder til. Ikke så meget styrketræning, men ... jo, i ny og næ."
Halt: (Brummer til sig selv) "Det forklarer i hvert fald det atletiske ydre."
Damien: (Lader, som om han ikke hørte det.) "Men 98% af tiden bruger jeg på at sidde med hovedet stukket ned i en bog, mens jeg recitere en tekst... intet under, at mine elever hader mig."
Halt: "Skal du nu til at være sarkastisk igen?"
Damien: (Rømmer sig demonstrativt) "Mere kaffe?"
Horace: (Rejser sig.) "Jeg ... henter brænde til at tænde op med. Jeg nægter at spise tørt kød til frokost i dag."
Halt: (Rejser sig, tager sin langbue og stirrer olmt ned på Damien.) "Skal du med?"
Damien: (Rejser sig, mens han i smug betragter Halt; han har dog på fornemmelsen, at Halt har spottet ham. Han følger rask med Halt, mens han spekulerer over, hvorfor han er her. Han husker Wills ord: "Halt har brug for dig. Crowly sagde, jeg kunne finde dig her. Mystisk sted, for øvrigt. Nåh, men jeg ser det nok aldrig igen. Hov, sikke en sær dims." Damien smiler svagt over mindet om Will, der har trykket på en masse knapper på hans enkle sag af en mobiltelefon, som Damien i øvrigt har ladet blive "hjemme".)
Halt: "Hvor gammel er du?" (Spørger han efter et stykke tid; den gnavne tone i hans stemme er næsten væk.)
Damien: "31."
Halt: "31! Er du 31?"
Damien: "... så vidt jeg husker, ja." (Prøver at fange Halts blik.)
Halt: (Skjuler sin overraskelse godt og brummer noget frem for sig.) "Du ligner én på Gilans alder eller yngre."
Damien: "Nå ... tak. Jeg håber, at Gilan har en til pas alder."
Halt: (Fnyser.) "Jeg ved virkelig ikke, hvordan du kan være os bevendt på nogen måde." (Hæver buen og sniger sig lydløst fremad.)
Damien: (Følger efter, men efter et par skridt, sætter Halt fingeren for munden.) "Du larmer!"
Damien: (Standser op og betragter Halt med rynkede bryn.)
Halt: (Skumler. Så fortsætter han ind mellem grenene og nedlægger hurtigt et par kaniner. Han vender tilbage til Damien med fangsten, og de begiver sig tilbage til lejren, hvor Horace har tændt op.)
Damien: (Lader sig ikke mærke af de lettere primitive forhold, men tilbyder tværtimod sin hjælp, som Horace og Halt blankt afviser; Damien får på fornemmelsen, at hans evner virker overflødige og sætter sig derfor ved bålet og betragter dem, mens de flår og tilbereder kaninerne. Han roder i sin rygsæk, som han heldigvis har kunnet snuppe med, men finder intet brugbart i den: Nogle notater, en grammatikbog, en uge gammel avis, en lille lommeregner, to blyantspidser af metal, men ingen blyanter og sin kalender - og ikke engang i den har han en kuglepen eller noget at skrive med.)
Horace: "Værsgod, Damien."
Damien: (Tager imod træskålen med grønsagsretten med kaninkød.) "Tak, Horace." (Smiler svagt over den høje, unge mands overraskelse over, at han husker navnet.)
Halt: (Betragter Damien.) "Vi er nødt til at få dig til at vænne dig til forholdene her, eller bare se ud, som om du er en del af dem."
Damien: (Ser på sin lyseblå skjorte, sine cowboybukser og sin sorte, praktiske vindjakke.)
Horace: "Han kunne næsten gå for at være adelig. Hvad synes du om maden?"
Damien: "Jeg synes, det smager pragtfuldt." (Oprigtig. Studser ogver Halts gennemborende blik.) "Hvis du virkelig har noget imod min påklædning, kunne du vel have bedt dine overordnede om at få mig til at passe ind i jeres regi." (Hans stemme er venlig og har ingen spor af irritation, men han føler alligevel mishaget røre på sig.)
Halt: "Du ved ikke, hvordan du skal gebærde dig her, Damien - ellers havde du fået et par på hovedet for den bemærkning. For det første er jeg den overordnede her, og jeg har mindst lige så meget rang som korpsets kommandant, som har sendt dig. For ikke at misbruge den del af min identitet, som jeg bryder mig mindst om, vil jeg alligevel informere dig om, at jeg er af Hiberniansk kongeslægt."
Damien: "Du ser mig noget pjusket ud af en kongelig at være." (Prøver at virke uanfægtet af Halts intense, vrede blik.)
Halt: "Det er sidste gang, jeg vil høre noget af denne art fra dig. Jeg mener det."
Damien: (Sukker og spiser resten af sin mad i ro.) "Jeg vil gerne stå for opvasken." (Siger han hurtigt, inden de andre når at gøre indvendinger. Han tager deres skåle, samt køkkengrejet ved bålet og smutter væk i en fart. Den sene frokost/middagsmad har gjort ham godt, men kulden byder ham at røre sig. Han finder en bæk i nærheden og begynder at skylle af, mens han tænker på varmt vand og sæbe fra vandhanen derhjemme.) "Det ville have været en del nemmere, hvis André var her - hvor "her" så end er. Tilsyneladende i en parallelverden. En fiktiv verden, måske." (Mumler en ed på fransk frem for sig, netop som Halt dukker op bag ham.)
Halt: "Det forstod jeg godt. Taler du gallisk?"
Damien: "Ja." (Suk.) "Flydende, hvis det skulle have nogen interesse." (Lader vandet dryppe af skålene som det sidste.)
Halt: (Ser eftertænksomt på Damien, men siger ingenting. Han spekulerer over, om han har behandlet den fremmede uretfærdigt.)
Damien: (Går rask tilbage mod lejren med tingene, som han hjælper Horace med at pakke ned.)
Halt: "Der er endnu nogle timers dagslys tilbage. Prøv at finde på noget at underholde jer med. Jeg går mig en tur." (Forsvinder ind mellem grenene.)
Damien: (Ser ikke efter ham. Han snører Horaces oppakning til og sætter sig atter ved bålet. Så ser han på sin egen oppakning ud over rygsækken: Den obligatoriske termokande med kaffen, krusene, et lille enmandstelt af den slags, man bruger i militæret samt sin sovepose. 'Utroligt, at jeg fik det med,' tænker han forundret.)
Horace: "Du må undskylde, at jeg svinede dit fag til. Jeg mener ... jeg forstår mig ikke på sådan noget abstrakt noget som filosofi og den slags ... du ved ..."
Damien: "Det er i orden. Der er mange af mine elever, som har den indstilling til faget. Det er egentlig ikke så kompliceret. Filosofi er bare en sproglig konstruktion af, hvad vi mennesker tænker om os selv og verden, men som psykologien besvarer filosofien ikke "hvordan" og "hvad" - snarere "hvorfor". Filosofi er et fag, jeg primært har brugt til at belyse verdenshistorien fra flere vinkler, for den har jeg også beskæftiget mig meget med. Men historien er ikke den samme som "her", selvom der er træk, der minder om det." (Trækker på skuldrene.) "Ddet var en meget enkel version." (Siger han til slut og ler lidt af Horaces uforstående, troskyldige ansigtsudtryk.)
Horace: "Der er jo ingen, som kan svare på, hvorfor græsset er grønt."
Damien: "Græs er ikke nødvendigvis grønt. Det er bare det, du ser. Det har noget at gøre med det lysspektrum, det menneskelige øje kan opfange - og så det sollys, som kastes ned over græsset. Nå, nok om det." (Rejser sig.) "Vil du tage en løbetur med mig? Du ligner én, der har trænet i årevis."
Horace: (Rejser sig glad op.) "Jeg er ridder. Andet kan man vel ikke forvente." (Gør sig klar til at løbe.)
Damien: "En meget ung ridder." (Siger han stille og sætter i løb efter Horace. Vinden mod hans ansigt får ham til at glemme alle de ting, som nager ham, og han bliver bare ved med at løbe, mens solen bevæger sig længere og længere ned bag bakkerne i horisonten.)

... Wiiieeh, så lavede Xaz lige første kapitel-ting-episode-dims... og der sker mange ting, for... min hjerne konstruerede en lang historie, efter jeg postede første del i Gnusens gæstebog på BG.:D
*Mindre end tre-agtigt*