Fog det hele

Hej, mand!

Dette er egentlig et rigtig dumt tidspunkt at skrive blog-indlæg på. Min fod sover, min hjerne er ved at sprænges, min mor spiser chips, så jeg kan høre det helt herinde, og jeg har en underlig klump i halsen. Kort sagt: Dumt tidspunkt at skrive indlæg på.

Nåja, egentlig burde min pessimisme holde sig til Tågeparaden, men det ka' jeg ikke få mig selv til lige nu. For ... ja, jeg har kun én blog, siger vi bare.

Jeg ville ønske, at jeg havde overskud nok til at ... til andet end at eksistere, andet end at læse nejs bøger og andet end at fordrive tiden med mildesttalt ingenting. Jeg vil ikke i skole i morgen. Jeg vil lukke mig ind i min egen osteklokke.

Jeg mangler forbandet mangle afleveringer. Forbandet mange, fordi tingene ikke glider på skinner - eller pølser. Hvad ved jeg om den slags ideomer?
Og så får vi fanden sparke mig direkte i klokkeværket en ny stil for om ikke så længe... sådan er det jo. Og jeg kan godt give min egen dårskab skylden for, at NOGLE af afleveringerne ikke er lavet, men det skyldes vel udelukkende, at jeg er menneskelig, og at noget bare er skruet helt forkert sammen. Fogging grammatik! Hvorfor er den så forbandet - lunefuld?

Haha, i øvrigt har jeg været for meget i færd med at skrive ting, som ikke burde skrives. Små syslerier med meningsløse skriverier, som ikke bidrager en døjt til min uddannelse. Jeg ville ønske, at jeg var lige så viljestærk som Kvothe fra "The Name of The Wind", som jeg læser på dansk. Han - ja, han studerer trods manglende ressourcer, og han sætter fanden-gale-mig alt ind for det. Det gjorde jeg også! Det GØR jeg også! Men jeg er faldet helt af den sidste måneds tid... sådan... tabt bag en vogn og alt det dér, hvis vi skal holde os til ideomerne.
Denne gang er det ikke engang et sort hul, som det var i 2. G - nej, det er den rene og skære dovenskab, hvis jeg selv skal sige det. Okay - det er sikkert ikke dovenskab, men hellere finde noget håndgribeligt at knytte forklaringerne til. Problemet er, at jeg ikke kan "fornemme" det sorte hul denne gang... det ku' jeg vel i grunden heller ikke dengang, men ... eller kunne jeg? Det er ligegyldigt! Jeg er vel altid villig til at bilde mig selv og omverdnen ind, at jeg har styr på det hele.

Damien lader sig ikke slå ud. Eller jo, det er NETOP, hvad han gør. Eller... Han... Damien viser ikke, at han er stresset og afkræftet, men han giver heller ikke op og lægger arbejdet til side... han slider i det! Det er snøftværdigt, at han ikke findes - at der ikke er en sådan organiseret personlighed til at skubbe mig på retkøl... men det er jo også mig selv, som skal sørge for det. Det er bare grueligt irriterende, at jeg på den ene side finder en helt masse ting forbandet ligegyldigt, fordi det bare handler om at få en studentereksamen... jeg vil bare gerne i gang med noget, som ... er mere ensporet, tror jeg. Tsk. Jeg vil være bedre til historie. Jeg kan godt historie. Jeg er bare overset, og jeg gør intet for at blive bemærket, for det er umuligt. Argh... det her er medynkværdigt - meningsløst. Det er lige før, at det befinder sig lige under den overflade, som Tågeparaden kun strejfer med sin diplomatiske tilgang til verden. Fair nok! I fik lidt af den hvinende, ynkelige, tåbelige, møghamrende selvdestruktive, pladder-nedadvendte-mundvige-agtige side af Xazal uden det mindste tegn på selvironi, selvom det i allerhøjeste grad er dét, der dominerer min hjerne. Damien er nejs!:D Og André - han er så ... venlig. Opmuntrende. Skøn!:D *Flækker af grin over mit pludselige humørskift og tøsefnidder*

BTW, bliver det her mon mere personligt af div. smileys og chatsprogsagtige ting? Eller ... er den kortere distance mellem skribent og læser ... meningsløs? Det er den vel. Det er knap så spændende, right? Det bliver ordinært - talesprogsagtigt... og så er det ikke engang helt sådan, som jeg taler... eller jo - noget af det ovenstående, men ... Ja, og så ... pandekager. Jeg mener - jeg mener ... enhver kunne bilde sig ind, at jeg havde mørkebrunt hår.

"Har du tænkt på at gå i seng, Xazal?"
"Ja - om lidt, Damien... *host*"
"Hvornår møder du?"
"Klokken 10... *skumler* ... og så skal jeg vente i forbandet to timer midt på dagen...!"
"Ja, det lyder jo ikke så spændende, medmindre du kan give dig til at lave noget af det forsømte skolearbejde i ventetiden."
"Jeg laver BEDST lektier herhjemme."
"Det gør dig ikke til en særlig fleksibel studerende."
"Nå - jeg er bare Xazal... og fleksibilitet kan være forbeholdt alle mønstereleverne."
"Så vidt jeg ved, fik du en masse ros fra din spansklærer i fredags, samt en masse - ja, bekymrede hentydninger til dit velvære. Du kan ikke regne med, at dit ihærdige forsøg på at skjule dine skrupler er lige vellykket hver gang."
"Damien - ... lad mig være. :("
"Hmm."
"Du skal heller ikke sidde dér og... Ja, jeg fik ros - men ... ja. Det var pænt af hende at spørge, hvordan det gik. Det var pænt af hende i det hele taget at... udvise så megen venlighed. Er du så tilfreds?"
"Jeg mener bare, at man skal gøre sig fortjent til ros, Xazal. Den har du bestemt fortjent på visse punkter, men -"
"... *Afbryder* ... Så længe, jeg ikke selv er tilfreds med min indsats, er ros overflødigt. Bortset fra, at det kan være motiverende... det er jo rent hundedressur... og jeg ... blev ikke så oplivet... eller gjorde jeg? Det betyder vel ingenting. Du... jeg vil ikke tale om studiet mere. Jeg vil ikke tale om noget mere."
"Jamen, så må du jo sove godt, Xazal."
"Huh? Er lusene så væk, eller har du bare vendt den anden kind til?"
"Der er intet nag mellem os - især ikke fra min side. Det er synd, at du har opfattet det hele negativt."
"Hmpf. *skumler som en syg havkat*"
"Du må sove godt, Xazal. Pas godt på dig selv - og prøv at skabe struktur. Det hjælper på det hele, vær vis på det."
"Hvis du havde læst ovenstående blog-indlæg, ville du vide, at ..."
"... at din mentalitet langt fra er modstandsdygtig overfor udsigten til at møde 28 andre mennesker i morgen og mønstre overskud nok til at lytte og lære. Xazal - sådan er livet."
"WTF?"
"What the fog, ja. Lige mine ord. Kan du nu sove trygt og godt og glemme alt i den søde søvn?"
"Det kan jeg vel. Eller jeg kan prøve."
"Det er også alt, hvad jeg forlanger."
"... *har lyst til at slå en saltomortale og vride om på foden bagefter* ... hmpf.... sjuski-bims..."

... jeg gider skisme ikke skrive mere. Jeg er bitter! Og hey - selvfølgelig har jeg et smil til overs til resten af verden... jeg er endda sikker på, at det når mine øjne. Hvad jeg har lært gennem livet - og er bedst til - er nok at fortrænge meningsløse bekymringer... for en dag vågner jeg op og opdager, at jeg ikke er i denne verden mere... måske vågner jeg ikke engang... jeg tror bare, at jeg vågner... og ... flere punktummer.:)

- Xazzie
(lyder umiskendeligt meget som chassis... et smart chassis!:D)